| |
I 1860’erne nedbrændte 4 gårde på egnen, og da de skulle genopføres dukkede en frisk tømrersvend op ved navn Peder Fiil. Han forelskede sig i en rig gårdmandsdatter, men den unge Peder passede ikke ind i gårdmandens drøm, om den ideelle svigersøn. En aften sad det unge par på heden bag en høj og drøftede deres fortvivlede situation. Tilfældig stod digterpræsten St. St. Blicher, som boede i nabosognet til Hvidsten, på den anden side af højen og kunne ikke undgå at høre deres samtale. Han grundede over situationen, og tilbød de to unge, at de på et nærmere bestemt tidspunkt, kunne møde op på præstegården i Spentrup, så ville han i al hemmelighed vie dem til mand og kone. Dagen kom! De mødte op i deres pæneste stadstøj. Imidlertid var hendes far vågnet op af middagssøvnen og anede uråd. Han styrtede i raseri op til præstegården og nåede døren ligesom Blicher skulle til at tage afsked med de nygifte. ”A forbyder!!” - råbte faderen, hvortil Blicher roligt svarede: ”De to er nu mand og kone.” Modsat de fleste Blicher fortællinger fik historien en lykkelig udgang: ”Kærligheden bøjede ham - som mand og kone modtog han dem på sin gård.” Da det unge par fik sønnen Niels og han kom til skelsår og alder, købte de Hvidsten Kro til ham i 1884. Han giftede sig med Nicoline, og parrets navne lød i almindelig tale »Kro Peder« og »Kro Line«. Det var et nøjsomt og flittigt par, som følte det som en pligt, at medvirke til at højne moralen på egnen. Deres valgsprog var: ”Alting med måde!”. |
|
